Op og ned det går…

Først vil jeg lige advare – det kan godt være det bliver lidt langt, og måske ikke det mest opmuntrende indlæg! Men da dette er en af mine metoder til ikke at brænde inde med negative tanker, og få læsset al dårligdommen af til nogen andre end min stakkels mand – så bliver det her.

Endnu en grå, blæsende regnvejrsdag, endnu en dag i kraftigt søvnunderskud, med let til til tåre og med følsomheden helt udenpå, vil jeg lige berette om de sidste par ugers op- og nedture – som en anden rutchebane – lige med undtagelse af at det plejer at være sjovt og kilder i maven at blive skudt op og ned i vild fart.

For et par uger siden gik vi rundt i et hus vi regnede med skulle være vores nye hjem. At nå dertil, og beslutte at vi rent faktisk ville byde, og forstille os et liv der, var i sig selv en opgave. Vi er så priviligeret at komme fra tidligere og et nuværende hjem med mange (MANGE) kvadratmeter, og vi har mange ting! Min kære mand beskylder mig for at have meget “lort” i form af keramik og gamle møbler, som jeg dog er ret sikker på han dybest set værdsætter, fordi netop de ting er med til at skabe personlighed og et HYGGELIGT hjem. Jeg beskylder ham for at have meget “lort” i form af værktøj, byggematerialer, maling osv osv., men jeg indrømmer jo også at det er smart at have godt grej på lager, og man ved aldrig hvornår man lige skal bruge et par lister, en gipsplade eller en helt særlig træbeskyttelse. Men men men, alt dette er jo bare døde ting, og det meste noget vi kunne anskaffe os igen hvis vi fik pladsen til det. Dette hus bød nemlig på langt færre kvm end vi har været vant til, og vi gik igang med at måle de møbler vi hver især havde “fredet”, og så godt som resten er blevet sat til salg, og jeg har ryddet op i den store skænk og fået luget lidt ud i mit nips. Vi blev enige om at hovedsagen var husets beliggenhed, muligheden for et overskueligt hjem hvor der var tid til at være familie, og så kunne man jo bygge til med tiden 🙂 Vi skrev under på en købsaftale i den helt klare forvisning om at buddet blev accepteret og at vi igen skulle være husejere allerede den kommende sommer. —- Så nemt gik det så ikke – det gik faktisk helt i vasken! Ikke noget vi har grædt snot over, og vi er stadige enige om at der skal ryddes op og sælges ud, men jeg må indrømme at jeg hurtigt fik slettet et par salgsannoncer på dba … 🙂

Så her står vi igen – på total bar bund. Vi rykker os ikke på beliggenheden – det skal være den lille sydsjællandske by ved fjorden! Vi kommer tættere på en del familie og langt de fleste af vores venner. Desuden skal vi tættere på skole og alle de ting vores piger kommer til at bruge af de næste mange år. Måske vi skal kigge i regtningen af nybyg igen – drømmen er der stadig, men mange ting skal gå op! Det bliver en helt anden historie hvis vi når dertil. Ligenu må vi glædes over at vi bor utrolig dejligt, og billigt til leje, med masser af plads, som man kan blive utrolig forvent med … 🙂 Sommeren nærmer sig, og det ender nok med at vi er her, og at der derfor skal gang i haven og i urtehaven – så vi trækker lige vejret lidt med boligjagten!

Ak ja, der kommer mere. Denne vinter har i høj grad været domineret af sygdom hos os alle sammen. Først og fremmest min mands arbejdsulykke i december, som gav os alle en forskrækkelse, og ikke mindst en meget lang (3 måneder!!!) juleferie, eller måske skal vi kalde det barsel. Det var hård i starten, da han ikke havde det godt og ikke kunne hjælpe med noget, men de sidste par måneder har det været skønt at være hjemme sammen og forsøge at nyde hende den lille djævel af en besværlig baby. Hun har krævet blod, sved og utrolig mange tåre og magtesløshed, men en lang kolik, og er fortsat en svær lille størrelse (nu med diarre, suk). Begge børn og forældre har skiftevis været forkølet og hostet det meste af vinteren, og i sidste uge fik Ellie så en ordentlig omgang opkast/diarre, som hun gav videre til Agnes. Det har ikke ligefrem givet mere søvn om natten … :-/ Jeg er sgu ved at være godt og grundig træt af syge børn, og af hele tiden selv at forsøge at holde mig akkuret frisk og rask nok til at passe alle andre syge omkring mig! Der ligger hele tiden en forkølelse og lidt ondt i halsen og lure – men jeg kan ikke tillade mig at gå ned med flaget. Der er ikke nogen til at passe mig, jeg skal bare være stærk og drikke noget mere the (og kaffe for at holde mig vågen), og ellers tørre opkast op alle vegne, vaske lorteindsmurt tøj og stofbleer hver dag, og krydse fingre for at jeg ikke selv rammes af roskildesyge!! En eller anden kom og pas mig, kom og kram mig og sig jeg gør det godt nok!!

Med konstant underskud og fornemmelse af ikke at slå til, er det ikke nemt at møde sin mand og piger med smil fra morgenstunden (eller resten af dagen iøvrigt), men jeg prøver. Jeg vil virkelig gerne vise at jeg ikke er ved at gå ned med flaget, men jeg har ikke meget af give af på humørkontoen, når al energi bruges på at holde sig selv vågen og alle andre glade, og med rent tøj og mad på bordet. Jeg kommer hurtigt til at føle mig ensom i mor-på-barsel rollen. Jeg elsker at være sammen med mine piger, men jeg mangler de input der kommer fra en hverdag med andre voksne mennesker. Og med en besværlig baby, et svingen de helbred og kolde våde og klamme vinterdage, må jeg indrømme at jeg ikke har været god til, eller haft mod på, at komme særlig eget ud. Jeg har hverken kastet mig ud i babysvøm eller stimulastik, som jeg ellers gjorde med Ellie – jeg har ikke orket! Jeg håber at Agnes tilgiver mig at hendes første halve leveår bliver en smule kedeligt og præget af semi-vinter/fødsels-depression! Undskyld Agnes-skat, jeg lover at komme ovenpå og give dig masser af oplevelser senere i dit liv!!

Og nu vi er ved undskyld, så skal min elskede mand også have en – undskyld at jeg ikke smiler mere! Men jeg er træt! og slidt, og jeg kæmper med mig selv og de negative tanker hver dag. Men på den anden side vi jeg heller ikke undskylde for at være en helt alm. kvinde med helt alm. humørsvingninger, og jeg vil ikke undskylde at være en helt alm. mor, for med den rolle følger også en konstant dårlig samvittighed over ikke at slå til, og en konstant bekymring over om man gør det godt nok, er nærværende nok, opdrager rigtigt, laver de rette rutiner, tager de rette kampe osv osv. Men et lille undskyld er nok på sin plads – om end så et der nok burde gå begge veje – for uanset at vores ønske om 2 tætte børn gik i opfyldelse, så havde vi på inden måde mulighed for at vide HVOR hård det i virkeligheden blev. Vi savner hinanden og overskuddet til at lytte til hinanden og være sammen er bare så langt væk! Jeg ved vi kommer ud på den anden side, jeg ser frem til det, og vi må bare indse at dette er en tid hvor man “holder mere ved” end ham husker at “holde af”!

At være mor har for mig også betydet let til tåre – jeg kan pludselig græde over selv de mindste ting, og hvis det først er startet (fx kl. 8 om morgen pga. et indslag i Go’Morgen Danmark) – ja så fortsætter det nærmeste hele dagen!! Og så ligner man da for alvor udskudt æblegrød når klokken nærmer sig 16…

Igår så jeg et optaget DR2 program (hurra for optage funktion, når man de fleste aftener går i seng med hønsene (Agnes) kl. 19-20 stykker)! Programmet hed noget i retning af “Hvem passer vores børn”, og de fleste mødre derude så det sikkert eller har efterfølgende hørt/læst om det på sociale medier. Det resultere for mig i nærmest en konstant lang tudetur hele programmet igennem. Jeg kunne slet ikke holde det tilbage. Jeg vil lade andre kommentere en masse kloge tanker om programmet, da det er en historie for sig selv, og jeg er nok en af dem der står med en fod i begge lejre. Jeg vil gerne tilbage på arbejde for det giver mig noget livsglæde og kvalitet i hverdagen, jeg vil selvfølgelig også gerne have mange timer med mine piger, og jeg har ikke sat dem i verden for at placere dem i institutioner hele dagen, men men men… Ak ja, samfundet er nu engang skruet sammen så man kan gå på job efter endt barsel og man kan få passet sine børn på forskellige måder! Her i huset er vi vildt glade for vores dagpleje-ordning!!

Tilbage til græd (dejligt opløftende ikke sandt) 🙂 For senere på dagen fik jeg da i den grad endnu en anledning til at stortude! Ellie (storesøster på snart 2 år) formår virkelig at “straffe” mor for at der er kommet et barn mere. Jeg ved godt hun ikke gør det bevidst, men f… det er hård når hun gør det. Når jeg henter hende og endda selvom jeg har Agnes med, så er hun glad og jeg får krammer og hun snakker om Annes (Agnes), som sidder i bilen og venter, og hele vejen hjem snakker vi om hvad hun har lavet osv. Idet vi lander i stuen og hun ser farmand, så starter showet. Hun bliver pylret, vil kun far, vil ha kanin og sut, kan intet selv – og mest af alt må jeg slet ikke nærme mig. Jeg må ikke tale til hende, jeg må ikke kigge på hende. Hvis jeg tager hende op skriger og vrider og tuder hun!! I går forsøgte jeg at gå ind på værelset med hende, i håb om at hvis far var ude af syne og sammen med Agnes, så ville hun falde til ro og lege/snakke med mig. Men jeg måtte opgive og lade hende komme ind til far igen. Jeg kunne slet ikke komme i kontakt med hende! Det er bare SÅ UBESKRIVELIG HÅRDT!!!!! Jeg måtte gemme mig på badeværelset og tude færdig inden jeg gik tilbage til køkkenet og lavede maden færdig. Det er hårdt at have en kolik-baby man ikke kan trøste – men det her, den straf og afvisning hun kan byde mig, den er bare helt anderledes helt knusende for mig. Jeg kan næsten ikke beskrive hvor ondt det gør, og hvor meget det kan slå mig ud. I situationen kan jeg kun tænke på hvad jeg dog har gjort forkert og galt i min tid med hende. Jeg har født hende, passet, madet, leget, givet hende kærlighed, al min tid, nærvær, trøst osv., og så er det hvad man får tilbage! Gisp.. Bare at skrive om det gør mig ulykkelig, og egentlig også skamfuld og usikker. For har jeg gjort noget forkert overfor hende? Eller er det bare en ubevist reaktion på at jeg også tager mig af Agnes? Er det i hendes verden kun mig der har fået Agnes, og ikke far? Og hvorfor viser hun kun foragt overfor mig og ikke overfor far eller Agnes for den sags skyld? Jeg ved godt det er meget naturligt at børn i en periode vælger den ene primære voksne til og den anden fra, men jeg har altid følt at hun har valgt mig fra hvis far er der. Nogen gange er det super godt at hun er så glad for sin far, men det er hård næsten altid at blive tilsidesat når vi begge er der. Der er ingen problemer når jeg er alene med hende (og Agnes), men så snart far også er hjemme så går det galt! Det vil give anledning til tåre mange gang endnu er jeg bange for!

Jeg slutter lige af med dagens begivenhed som også resultere i stille tåre ned af kinderne og en lille tudetur hjemad i bilen. Jeg fik for længe siden konstateret lette celleforandringer i livmorhalsen – jeg har holde undersøgelserne lidt hen, for jeg har jo nærmest været gravid 2 år i træk 😉 Men i dag fik jeg så lavet et keglesnit – og om det var smerten fordi bedøvelsen ikke virkede med det samme, eller om det var forskrækkelse og hormonerne der satte mig ud af spild, ved jeg ikke, men jeg lå der lige så stille med lukkede øjne og græd og kæmpede for at fokusere på min vejrtrækning og ligge helt stille. Puha, ikke det sjoveste! Nu venter vi bare og krydser fingre for at de har fået det hele væk! Og så vil jeg bare prøve at se positivt på at jeg med klarhed i stemmen kunne sige nej til at jeg skulle have flere børn – for det har vi klaret! Så de kan bare fjerne det hele hvis det ender med at være løsningen!!!

Så fik jeg ellers læsset af i denne omgang – det hjælper – men det kræver også tid at skrive, noget der ikke er meget af, for når aftenen nærmer sig og de små sover, så prioriterer jeg også søvnen frem for skærmen. Men det hjælper at skrive, selvom det måske slet ikke har en modtager. Det føles lidt som en dagbog, men det er god terapi til at komme af med tanker og frustrationer. Nu er der tømt ud – jeg vil drikke en kop kaffe mere inden Agnes vågner og glæde mig til at hente Ellie, og Søren, når han engang kommer hjem fra job! Tak for muligheden for at skrive ud i intetheden og læsse af uden at det tynger på andres skuldre!

Ingen bleskift i 24 timer…

Ja det er sandt! Trods 2 små børn, og pt. på barsel, så har jeg i denne uge oplevet at slippe for bleskift og alt andet der normalt hører hverdagen til, i næsten et helt døgn…. Umuligt skulle man mene!

Jeg var på seminar med mit nye job i Århus, afsted fra 5.30 morgen til 18.30 aften. Jeg nåede lige akkurat hjem til at kysse den lille store godnat, og bade og putte den mindste – og det var jeg glad for!

For uanset hvor meget jeg nød at være afsted, og føle at min identitet var andet end “mor”, så begyndte savnet til pigerne (og farmand selvfølgelig) at snige sig stille ind på mig i løbet af den 3 timer lange køretur hjem.. Og det er jo lige præcis sådan det skal være, ikke sandt?! At man helt naturligt har behov og lyst til at være sig selv og beskæftige sig med noget der giver værdi, noget hvor man bruger hovedet på en anden måde, og noget hvor man ikke passer og tager sig af nogen. Eller hvad??

Ind i mellem giver selv det korteste fravær anledning til dårlig samvittighed. En tur i Fakta uden et barn – burde man ha taget den lille store med, bare for oplevelsens skyld? Et bad med en låst dør mens far multitasker og underholder dem begge i stuen – burde man ha ventet til den ene sov, eller til i aften når de begge var puttet? Og man i øvrigt selv var mere end klar til at sove, og slet ikke ville orke badet…

Men det er der vel ikke grund til!? Det er jo ikke fordi jeg har forladt familien for at realisere mig selv i vildmarken i Canada eller noget andet vildt! Nej, jeg handler bare nogen gange ind alene (og nyder det) fordi det går hurtigere, fordi jeg ikke skal forholde mig til andet end min indkøbsliste, fordi jeg ikke BEHØVER smile og svare på 1000 spørgsmål på vej forbi køledisken med pålæg. Og det samme med badet – jeg skal ikke sige hej eller titte-bøh og trække badeforhænget til side hvert 10. sekundt, og smile og grine, og mine om at man får våde strømper hvis man kommer tættere på, osv, osv – you get the point!!

Men dermed ikke sagt at jeg ikke også elsker at have mine børn med på indkøb og netop svare på de 1000 spørgsmål, og at det også de fleste dage er helt okay at skifte de våde strømper og lege titte-bøh med badeforhænget —- men nogen gange —– åh lad mig dog være mig selv i bare 5 minutter! Det må da være helt normalt?!

Skal der ikke netop lidt afstand til før man rent faktisk oplever savn? Er det ikke sundt at være væk fra noget og blive mindet om hvorfor man har det man har derhjemme, og at man oplever en længsel, selv efter blot 10 timer, for bare at komme hjem til legetøj, rod og kaos! Jeg beslutter mig for at den dårlige samvittighed til dette skal være slut!

Nyd at være væk – oplev savn, oplev den glæde og længsel der opstår når man har haft nogle timer, eller hvad der nu skal til for netop dig, væk fra børn, mand, familie, hverdag! Det er godt at blive mindet om at det der varmer hjertet mest er der heletiden, men det kræver at man nogen gange får lov at slippe det, slippe ansvaret og savne og længes!

 

Godnat herfra :-*

Stof til eftertanke 🧐

Søndagen har stået på barnedåb, min allerkæreste veninde har fået døbt sin lille søn 💙 Begge vores piger har været gode ved os hele dagen! Agnes måtte lidt på arm og vugges af far i kirken, mens Ellie moslede rundt på kirkebænken og charmede alt hvad hun kunne, men hun så i øvrigt lige hældte varm stearin ned af arm og kjole…. ALLE mødre gispede, mens Ellie bare sagde “ba deet” (hvad er det)? og smilede 🙈😅 Så alt er godt og kjolen kan måske reddes og eller pyt!!

Ja pyt! Husk det nu, dig ja og dig! Og mest mig selv! Jeg siger pyt for lidt! Jeg planlægger, tænker fremad, bekymres, frustreres, tager sorgerne på forskud, er alt for negativ og skeptisk!! Og jeg arbejdet på at lade være.. men nej hvor er det svært når man først er havet i en form for sort hul, en underlig depressionslignende tilstand, hvor man slet ikke set hvor godt man har det!

Og man – det er altså MIG!! Mine bekymringer overskygger alt det gode omkring mig.. Jeg planlægger for meget og tænker for meget fremad! Og selvom jeg troede det var så godt og nærmest nødvendigt når man får børn, så kan det faktisk tager overhånd og blive en hæmsko for at være tilstede i nuet og opleve det der sker lige for næsen af en, og ikke mindst huske at glædes over det der sker lige nu og her!! At leve i nuet og spare lidt på planlægningen var netop det der var præstens tema i hendes prædiken, og selvom jeg absolut ikke fik detaljerne med (med mit aktive stearinlys-søgende barn på skødet), så fik jeg alligevel essensen af hendes ord of de ramte plet! For jeg ved godt det er noget jeg skal arbejde med, eller går jeg jo glip af mit eget liv 🙄 Puha, dyster tanke!! Men godt at komme af med på en smuk søndag hvor jeg resten af dagen gjorde alt hvad jeg kunne for at være tilstede og leve i nuet og lade mit største barn æde kage og slik og droppe middagsluren, og bare smile af den mindste da hun for 17. gang gylpede ned af mig og lavede flitsbue, og var sur fordi hun var træt, men ikke ville sove!! Og min kaffe blev kold og min kage forsvandt mens jeg fik rundt i solen og frøs med barnevognen, og ja der er sp mange ting som jeg i øjeblikket kan blive nærmest ulykkelig over, men så snart jeg sætter ord på det som her, er det jo bare til at grine af!

Så summasumarum, lad os sige pyt lidt mere!! 🤓

Provinsmor tjekker ind …

Kan man skrive sig ud af depression-light eller bare ud af sortseer tilstanden??

Ja, ærlig snak, lige ud af posen! Jeg er en helt almindelig og ordinær mor til 2, et sted i provinsen, hvor priserne på institutionspladser er til at overkomme med en helt almindelig indkomst, i modsætning til det stakkels @denperfektemor må slippe i Gentofte kommune!! Og nu jeg nævner @denperfektemor, så skal hun også have en kæmpe hyldest, for mod, inspiration, våde øjenkroge og gode grin! Stærkt inspireret af hendes facon og ærlighed, er jeg begyndt at tro på at løsningen for mig og min negative sortseer tilstand, er at skrive mig ud af det! Dele ud af tankerne, for det virker som om at når der kommer konkrete ord på som jeg selv kan se, så blir det hele lidt mere spiseligt og måske i virkeligheden helt almindeligt, og jeg tror på bedring!

Til alle jer andre dejlige mennesker derude (måske mest kvinder/mødre), glæder mig til at dele tanker og kommentar med jer!

Dette blir min debut i det store blogger univers og jeg glæder mig til at læsse mere af ud i intetheden 😂

Provinsmor tjekker ud … På genlæs!